I 2022 tog jeg hul på et nyt kapitel i mit liv. Jeg har i mange år skrevet musik, og derfor også sangtekster. Men interessen opstod uforudset for at arbejde med tekster, som kunne tåle at stå alene uden musikalsk opbakning.

Indrømmet; jeg er og bliver en melodiker. De mange år, jeg har komponeret musik, har det altid været melodien, der ubesværet kom først og havde den største prioritet.

Det er min overbevisning, at det er den gode melodi, folk husker. Det er den, der fanger lytteren ind og ubevidst hjemsøger dem. Men det har fået større vægt hos mig, at teksten jo er en ligeværdig medspiller.

Jeg havde dog alligevel behov for at ruske lidt op i mine vante arbejdsgange og adskille processen. Derfor besluttede jeg at stille guitaren i stativet og lukke låget på klaveret for en stund og give teksterne noget opmærksomhed.

I starten har jeg arbejdet meget med metriske regler, skabeloner og rim, da jeg hele tiden har haft musikken i baghovedet. Min første tanke var at vende processen på hovedet og lade teksterne komme først, så måtte melodien komme til sidst.

Men efterhånden som jeg har skrevet mig igennem den ene tekst efter den anden, har jeg sluppet disse dogmer og skrevet mig over i prosagenren. I enkelte tilfælde har jeg endda benyttet mig af “stream of consciousness”.

Nu er jeg så landet på, at teksterne faktisk godt kan stå alene og udkomme i andre formater end ledsaget af musik. Derfor skriver jeg mig hen mod en fremtidig udgivelse. Men i hvilket form det bliver, det er endnu uvist.

Indtil da vil man kunne opleve mig lidt rundt omkring, hvor jeg læser op af mine ting. Selvom jeg har adskilt musikken og teksten fra hinanden, så er der alligevel så meget musik i en tekst. Lige fra rytmikken til tonefaldet teksten bliver leveret med. Ja, faktisk kan det hele stå og falde med, hvordan teksten bliver fremført. Det synes jeg er spændende.